#51 Kartoflen

Test
Test
#51 Kartoflen
Loading
/

Hej, og velkommen til ”Dansk i ørerne”. I denne episode vil jeg fortælle om en af de mest populære madvarer i Danmark, nemlig kartoflen. Du kan finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside. På www.buymeacoff.ee/danskioererne kan du støtte podcasten.

Kartofler er en af jordens mest dyrkede afgrøder. Kartoflen er egentlig en grøntsag, men pga. dens høje kulhydratindhold kategoriserer Fødevarestyrelsen den i samme kategori som ris, pasta og gryn. Fødevarestyrelsen anbefaler danskerne at spise kartofler ofte. Kartofler indeholder mindre fedt end hvede, og mere protein end majs. Kartoflen er en god kilde til vitamin B, C og K, samt forskellige vigtige mineraler.

De kartofler, der dyrkes i dag, stammer oprindeligt fra Sydamerika. Da Spanien invaderede Sydamerika, opdagede de at kartoflen både var billig og let at gro. De forsøgte at udbrede kartoflen hjemme i Europa, men det var en helt anden kartoffelsort end vi kender i dag, og den var ikke populær hos europæerne.

Kartoflen kom til Danmark i starten af 1700-tallet med franske og tyske indvandrere. Danskerne mente ikke at kartoflerne var egnede til menneskeføde, og brugte den i stedet som grisefoder. Det var faktisk ikke på grund af smagen, at danskerne valgte kartoflen fra. Det var faktisk primært pga. religion. Danskerne var skeptiske ved at kartoflen gror under jorden, da det er der djævlen hører til. De danske præster fremhævede også, at kartoflen ikke er nævnt i biblen. På et tidspunkt begyndte godsejerne at satse på kartoffeldyrkning, og efterhånden fulgte mange gårdejere efter. Kartoflen blev især vigtig for den fattige del af befolkningen. Den var nemlig meget let at gro, også i næringsfattig jord, og så kan den holde sig utroligt længe, hvis den opbevares korrekt. De fattige bønder kunne dermed gemme en god høst til dårligere tider.

I gennemsnit spiser hver dansker 40 kilo kartofler om året! Tallet er dog faldende, og især de sidste 20 år har der været et fald i kartoffelindtaget. Hvis man er ekstra nysgerrig på kartoflen, så findes der faktisk et dansk kartoffelmuseum! Det ligger på Fyn og hedder ”Danmarks Kartoffel Museum”. Der findes mange dejlige danske retter, hvor kartoflen indgår som kulhydratkilde. Jeg vil især anbefale at spise nye, danske kartofler. De sælges primært i maj, juni og juli måned. De er typisk mindre end andre kartofler, og skrællen er papirstynd og sidder løst. Nye kartofler har en mere frisk og grøntsagsagtig smag, og er ofte en smule sødere end almindelige kartofler. De kan nydes med en helt simpel tilberedning. Man vasker den tynde skræl af og koger kartoflerne. Herefter drysser man lidt salt på, og lader en klat hvidløgssmør smelte på de varme, kogte kartofler. Det smager af dansk sommer!

Det var alt for denne episode. Jeg håber du blev klogere på kartoflen, og måske er blevet fristet til at spise de dejlige danske kartofler, der sælges i supermarkedet. Tak fordi du lyttede med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*