#50 Eventyret om Klods-Hans
Hej, og velkommen til ”Dansk i ørerne”. Dette er en lidt anderledes episode. Jeg har nemlig fundet et H. C. Andersen-eventyr, som jeg vil fortælle. H. C. Andersens eventyr er skrevet for knap 200 år siden, så de er skrevet med mange ord, som man ikke længere bruger i daglig tale i Danmark. Derfor har jeg omskrevet eventyret lidt, så det er lettere at forstå. Men handlingen og budskabet har jeg naturligvis ikke ændret. Du kan finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside. På www.buymeacoff.ee/danskioerne kan du finde ordlister til episoderne og støtte podcasten.
Her begynder H. C. Andersens eventyr, Klods-Hans. Ude på landet var der en gammel gård, og på den gamle gård boede en gammel mand og hans tre sønner. To af sønnerne var meget veltalende, og de havde besluttet sig for at fri til kongens datter. Hun havde nemlig annonceret, at hun ville gifte sig med den mand, der var bedst til at tale for sig. De to veltalende sønner havde forberedt sig i otte dage. Den ene søn havde lært hele det latinske leksikon udenad både forfra og bagfra. Han havde også lært alle artikler udenad, der var blevet udgivet i den lokale avis de sidste 3 år. Den anden søn havde lært en masse lovtekster at kende, så han mente at han kunne tale med staten. Derudover var han kreativ og god med sine hænder, så han kunne brodere.
Begge sønner sagde ”jeg får kongedatteren!”, og de fik hver en hest af deres far. Den første søn fik en sort hest, og den anden søn fik en hvid hest. Alle gårdens tjenestefolk kom ned i gården for at se de to sønner rejse afsted med deres heste. Men netop som de skulle til at ride afsted, kom den tredje søn også ud på gårdspladsen. Ham var der ingen, der havde regnet med, for han var slet ikke lige så veltalende og veluddannet som sine to brødre. Han blev bare kaldt ”Klods-Hans”. ”Hvor skal I hen, siden I er så pænt klædt på?”, spurgte han. ”Vi skal hen og tale til kongedatteren. Har du ikke hørt hendes besked, som hele landet snakker om?”, svarede brødrene. ”Nå for den, så må jeg hellere tage med!”, sagde Klods-Hans. Hans to brødre grinte af ham, og red afsted. ”Far, lad mig få en hest. Jeg har lyst til at gifte mig med hende!”, råbte Klods-Hans til sin far. Faren svarede ”Det er noget sludder! Jeg giver dig ikke nogen hest, for du kan ikke tale”. Klods-Hans svarede, at hvis han ikke kunne få en hest, så måtte han jo tage sin ged. Det var nemlig hans egen, og den kunne sagtens bære ham. Og det gjorde han altså. Han satte sig overskrævs på geden og red afsted ud af landevejen. ”Her kommer jeg!”, sang han.
De to brødre var også på vej. De red i stilhed, fordi de begge tænkte på alle de begavede ting, de ville sige når de kom frem til kongedatteren. Klods-Hans indhentede dem, og råbte ”halløj, her kommer jeg! Se hvad jeg fandt på landevejen!”. Og så viste han dem en død krage, han havde fundet. Klods-Hans’ brødre spurgte ham hvad han ville med den. ”Den vil jeg give til kongedatteren”, svarede han. Brødene grinte af ham, og red videre.
Senere indhentede Klods-Hans igen sine brødre. ”Se hvad jeg har fundet”, råbte han, og viste dem en ødelagt træsko. Brødrene grinede af ham, og sagde ”Jamen Klods-Hans. Den sko er jo i stykker! Skal kongedatteren også have den?”. Klods-Hans svarede: ”Ja, det skal hun da!”. Brødrene grinede og red videre.
Endnu engang indhentede Klods-Hans dem og råbte, at han havde fundet noget utroligt. Han viste det frem i hænderne. ”Uh, det er jo mudder fra grøften!”, udbrød brødrene. ”Det er det nemlig”, svarede Klods-Hans, ”og det skal kongedatteren have”. Han fyldte lommerne med mudderet. Brødrene fortsatte uden ham, og de ankom til kongens by en time før Klods-Hans. De blev stillet i kø til at tale med kongedatteren. Mændene kom ind til kongedatteren en ad gangen, men mange af dem blev generte og mistede deres gode taleevner, når de endeligt stod foran hende. ”Dur ikke! Væk!” sagde kongedatteren til de mange interesserede unge mænd.
Nu var det blevet den første brors tur til at imponere kongedatteren. Men imens han havde ventet i køen, havde han helt glemt alle de kloge ting, han ellers havde lært. Han begyndte at svede, og spurgte kongedatteren, om der ikke var frygteligt varmt i lokalet. ”Min far steger kyllinger”, svarede kongedatteren. ”Bæh!” svarede broren, hvilket hverken var intelligent eller morsomt sagt. ”Dur ikke, væk!” sagde kongedatteren straks. Så var turen kommet til de næste bror. Han bemærkede også straks varmen, og sagde ”det var dog en forfærdelig hede!”. Kongedatteren svarede, ”ja, vi steger kyllinger i dag”. ”Hvad be – hvad?”, sagde broren. Og straks sagde kongedatteren, ”dur ikke, væk!”.
Så kom Klods-Hans ind til kongedatteren. Og han kom faktisk ikke gående ind, men kom ridende hele vejen ind på sin ged. ”Sikke dog en hede!”, udbrød han straks. Og kongedatteren svarede, at de stegte kyllinger. ”Nå for den”, svarede Klods-Hans. ”Så kan jeg vel også få stegt en krage?”. Kongedatten svarede, ”det kan du absolut godt. Men har du noget at stege den i? For jeg har hverken potte eller pande”. Klods-Hans svarede, ”det er intet problem! Det har jeg selv”, og trak den ødelagte træsko frem og lagde kragen ned. ”Det er jo til et helt måltid”, udbrød kongedatteren. ”Men hvor får vi dyppelse fra?”. ”Den har jeg i lommen”, svarede Klods-Hans, og hældte lidt mudder op af lommen. ”Det kan jeg lide”, sagde kongedatteren. ”Du kan både tale og svare, og det er dig jeg vil giftes med”. Og sådan gik det til at Klods-Hans blev konge, og fik en krone og en kone.
Skriv et svar