#33 Dansk bagværk og kagetraditioner
Download episoden her.
Hej, og velkommen til ”dansk i ørerne”. I denne episode vil jeg fortælle om de danske kagetraditioner: hvilke kager er opfundet i Danmark, hvilke kager spiser vi til hvilke højtider, hvad er forskellen på en bager og en konditor? Og så vil jeg fortælle om det populære danske tv-program, ”den store bagedyst”. Du kan finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside.
Måske har du allerede opdaget, at danskere er glade for kage. Vi spiser kage, når der er møder på arbejdet, når nogen har fødselsdag, hvis vi skal fejre en stor begivenhed, til højtider og bare når vi har lyst. Oprindeligt var en kage bare et fint stykke brød, og det var altså lavet på hvede. Især fra midten af 1800-tallet begyndte det danske kagehåndværk at blomstre. Mange af de kager, vi stadig spiser i dag, blev opfundet af konditorer i København i denne periode. I denne periode blev ovnen udbredt i det danske samfund, og det gjorde det lettere at bage kager.
De kager vi spiser i Danmark i dag kan inddeles i 6 kategorier: flødekager, småkager, tørkager, lagkager, skærekager og tærter. Der er forskel på en bager og en konditor. Uddannelsen til bager og konditor starter med det samme grundforløb, men senere hen på uddannelsen skal man specialisere sig som enten bager eller konditor. Uddannelsen tager op til 4,5 år. En bager arbejder mest med brød og bagværk, enten på en stor fabrik eller i et bageri. De har også et grundlæggende kendskab til de forskellige kager. En konditor arbejder primært med kager, og er ekspert i at pynte kagerne og sammensætte fløde, cremer og andre søde ingredienser.
Wienerbrødet forbinder mange i dag med Skandinavien. På engelsk kalder man faktisk wienerbrød for ”danish pastry”. Selvom wienerbrød ofte spises som en dessert eller som en sød del af måltidet, så bliver det kategoriseret som brød, og ikke som kage. Det skyldes, at det oprindeligt var bagere, og ikke konditorer, der lavede wienerbrød. I 1850 var der en stor strejke blandt de danske bagere, og derfor måtte man hente arbejdskraft i udlandet. Der kom bl.a. mange bagere fra Wien i Østrig. I denne periode blev wienerbrødet udviklet, og derfra stammer navnet. Nogle af de mest populære wienerbrød er spandauer, kringle, kanelstang, kanelsnegle og dagmartærte.
En populær kage, der er opfundet i Danmark, er lagkagen. Den er især populær til fødselsdage. Det er en rund kage, der består af 2-3 lagkagebunde med flødeskum imellem og forskellige typer frugt, både ovenpå kagen og inde i kagen. En særlig kendt variant af lagkage er othellolagkage. Den blev opfundet omkring år 1900, og er opkaldt efter Shakespeares teaterstykke. Kagen er pakket ind i marcipan og har chokoladeglasur på toppen. Kager med flødeskum er i det hele taget populære i Danmark. Nogle af de mest populære flødeskumskager er gåsebryst, medalje, kartoffelkage og jordbærtærte.
En særlig sønderjysk tradition, er ”sønderjysk kaffebord”, der sommetider også kaldes for ”sønderjysk kagebord”. Det består traditionelt set af 21 forskellige kager: 7 tørre kager, 7 hårde kager og 7 bløde kager. Traditionen stammer fra 1800-tallet, men blomstrede op igen under 2. verdenskrig. Under den tyske besættelse var det nemlig ikke lovligt at holde møder, men det var lovligt at mødes for at drikke kaffe og spise kage. Sønderjyderne udnyttede det hul i loven til at mødes til sønderjysk kaffebord.
Danskerne spiser forskellige kager til forskellige højtider. Til jul er det fx særligt julesmåkager, der spises. Småkagen er en af de ældste kagetyper i Danmark, og der findes rigtig mange forskellige typer. De mest populære julesmåkager er brunkager, vaniljekranse, pebernødder, klejner, jødekager, fedtebrød, specier og finskbrød. Til fastelavn spiser vi fastelavnsboller. Dem har jeg fortalt om i episode 13. Til nytår gør danskerne sig ofte ekstra umage med desserten. En lækker nytårsdessert kan fx være en moussekage, cheesecake eller islagkage. Og ved midnatstid spiser vi kransekage til champagnen. Kransekagen er en særlig skandinavisk tradition.
Danskernes store interesse for kage, kommer også til udtryk i fjernsynet. En af de mest populære tv-serier er nemlig ”den store bagedyst”. Det er en serie i 10 episoder, og der udkommer en ny sæson én gang om året. Her skal 10 amatørbagere konkurrere i forskellige bagediscipliner. Programmet har været sendt siden år 2012. Der findes også en variant, hvor deltagerne er børn. Det hedder ”den store juniorbagedyst”. Op mod 1,4 millioner danskere følger med i den store bagedyst.
I dag er der bagerafdelinger i mange større supermarkeder, og desværre er der mange bager- og konditorforretninger, der er lukket og gået konkurs de sidste par år. Det er vigtigt at huske at støtte op om de lokale bagere og konditorer. Det var alt for denne episode. Jeg håber du er blevet klogere på dansk bagværk, og måske ovenikøbet er blevet lidt kagesulten af at lytte til episoden. Du kan støtte podcasten på www.buymeacoff.ee/danskioererne. Tak fordi du lyttede med!
1.Hviken kager er opfundet i Denmark?
2.Hviken kager spiser i til højtider?
3.Hvad er forskellen på en bager?
4.Hvor mange kager kategorier er der?
5.hvornår spiser danskere kager?
Tak