#80 Kejserens nye klæder
Hej, og velkommen til ”Dansk i ørerne”. I denne episode læser jeg et af H. C. Andersens eventyr højt, nemlig ”Kejseren nye klæder”. Jeg har omskrevet den oprindelige tekst, så den er lidt lettere at forstå. Men budskabet er det samme. Du kan finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside. På www.buymeacoff.ee/danskioererne kan du støtte podcasten, downloade episoden, finde ordlister og lytte til niveau 2-udgaven, hvor jeg taler i almindeligt tempo.
For mange år siden levede der en kejser, som var helt besat af flot nyt tøj. Han brugte alle sine penge på at se godt ud og kunne ikke lide så meget andet – hverken sine soldater, teater eller gåture i skoven. Han havde et nyt sæt tøj til hver time på dagen, og han brugte utroligt meget tid i sin garderobe.
En dag kom der to svindlere til byen og sagde, at de var vævere. De påstod, at de kunne lave det smukkeste tøj, man kunne forestille sig. Farverne og mønstrene var ikke bare flotte, men tøjet havde også en særlig evne: Det ville være usynligt for folk, som var uduelige eller dumme. “Det lyder utrolig smart!” tænkte kejseren. “Med det tøj kan jeg finde ud af, hvem i mit kongerige, der ikke dur til deres job. Jeg vil kunne skelne de kloge fra de dumme! Det tøj må jeg have!” Så han gav svindlerne en masse penge for at komme i gang.
De to svindlere satte to vævestole op og lod som om, de arbejdede hårdt. Men der var ingenting på vævene. De bad kejseren om at købe den fineste silke og det flotteste guld, men gemte det bare til sig selv og arbejdede videre på de tomme væve. Efter noget tid blev kejseren nysgerrig og ville vide, hvor langt de var med tøjet. Men han var lidt nervøs, for han vidste, at dem, der var dumme eller ikke passede deres arbejde, ikke kunne se tøjet. Selvom han var ret sikker på sig selv, sendte han alligevel en af sine gamle, trofaste ministre for at tjekke det.
Ministeren gik hen til svindlerne og så på de tomme væve. “Åh nej!” tænkte han, “jeg kan ikke se noget!” Men han sagde ikke noget højt til nogen. Svindlerne bad ham komme tættere på og spurgte, om han ikke syntes, at farverne og mønsteret var smukt. Ministeren stirrede og stirrede, men der var jo ingenting. “Åh nej,” tænkte han, “er jeg dum? Eller passer jeg ikke til mit arbejde? Ingen må få det at vide!” Så i stedet for at sige sandheden, roste han tøjet og gik hjem til kejseren og fortalte, hvor flot det var. Svindlerne krævede endnu flere penge, silke og guld, som de også puttede i deres lommer.
Kejseren sendte en anden embedsmand afsted, men han havde det på samme måde – han kunne ikke se noget, men turde heller ikke indrømme det. Så han roste også klæderne for kejseren. Til sidst besluttede kejseren sig for selv at tage et kig. Med hele sin stab af højtstående folk gik han hen til svindlerne, som stadig arbejdede på de tomme væve.
“Åh nej!” tænkte kejseren. “Jeg kan ikke se noget tøj! Betyder det, at jeg er dum eller ikke god nok til at være kejser?” Så han lod som ingenting og roste tøjet ligesom alle de andre.
Svindlerne sagde, at tøjet nu var færdigt, og at kejseren skulle tage det på til den store ceremoni næste dag. Hele natten lod de som om at de arbejdede hårdt. Næste morgen tog kejseren sit almindelige tøj af, og svindlerne “klædte” ham i det usynlige tøj. Kejseren kiggede i spejlet og lod som om at han var meget tilfreds.
Da kejseren gik ud til ceremonien, stod hele befolkningen klar på gaden. De var nysgerrige på at se kejserens nye sæt tøj, som de havde hørt så meget om. Alle de fremmødte udbrød: “Hold da op, hvor er kejserens nye tøj flot! Sikke et langt slæb!” Ingen turde sige sandheden, for de ville jo ikke fremstå dumme eller uduelige. Men pludselig råbte et lille barn: “Han har jo ikke noget tøj på!” Og snart begyndte flere at hviske det samme, indtil hele folkemængden råbte: “Han har jo ikke noget tøj på!” Kejseren skammede sig, men han fortsatte ceremonien, mens hans kammerherrer lod som om de bar det usynlige slæb.
Det var alt for denne episode. Eventyret handler om at turde gå mod strømmen og være ærlig overfor sig selv og andre, selvom man frygter at blive udstillet og gjort til grin. I eventyret er det kun et barn, der har modet til at sige det åbenlyse. Der er et dansk ordsprog, der passer lidt til eventyrets budskab. Det lyder ”man skal høre sandheden fra børn og fulde folk”. Tak fordi du lyttede med!
Det er fantastisk eventyret. Jeg hørte det eventyre, hvornår jeg var børn. Nu er jeg sjov at høre det igen.
Mange Tak.
Hvor er det et fantastisk eventyr. Tak fordi du fortalte det.
Nu ved jeg, hvordan jeg fortæller historien på dansk, tak!