#54 Sankthans

Test
Test
#54 Sankthans
Loading
/

Hej, og velkommen til ”Dansk i ørerne”. I denne episode vil jeg fortælle om sankthans og hvilke danske traditioner, der er sankthansaften. Du kan finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside. På www.buymeacoff.ee/danskioererne kan du støtte podcasten og finde ordlister til episoderne.

Sankthans er den 24. juni, og sankthansaften er aftenen før, altså den 23. juni. Sankthansaften er en fejring af årets længste dag – altså den dag på året, hvor solen er oppe flest timer. Ugerne omkring den længste dag, kaldes også for ”midsommer”. Den længste dag er faktisk den 21. juni, men det er altså en gammel tradition at man først fejrer det til sankthansaften. Man har fejret sankthans i flere hundrede år. I en bog fra år 1555 er det fx beskrevet, at alle, uanset køn og alder, mødes på det lokale torv til sankthans, hvor de tænder bål, danser og synger sange. Før i tiden var sankthans faktisk en helligdag, men det blev afskaffet i år 1770.

Engang var danskerne meget overtroiske. Man mente at der var mange særligt stærke kræfter forbundet med midsommeren. Hvis man fx indsamlede urter i naturen i denne periode, så ville de have en stærkere effekt. Man troede også at vand var mere helligt i midsommeren, både dug på græsset og vand fra hellige kilder. Omkring disse hellige kilder var der markeder og folkefester, fordi så mange mennesker samledes omkring kilderne. Men der var også onde kræfter på spil. Fx ville heksene flyve forbi på koste. For at holde de onde kræfter væk, tændte man store bål.

I dag er sankthansaften en hyggelig begivenhed. Der bliver bygget et sankthansbål i de fleste nabolag og i offentlige parker. Så mødes man med sine naboer, tænder bål og nyder hinandens selskab. Nogle steder spiser man også aftensmad sammen, og ofte tændes der op i grillen. Bålet er omdrejningspunktet for sankthansaften. Man sætter nemlig en heks på bålet. Heksen er som regel lavet et par dage i forvejen, og ofte har nabolagets børn været med til at lave heksen. Heksen kan laves af forskellige materialer, som pap, halm, stof og garn, ståltråd og grene. Når bålet er tændt, bliver heksen brændt af. Traditionen med en heks på bålet, kom til Danmark omkring år 1900. Der er dog flere og flere, der dropper heksen på bålet. De mener at hekseafbrænding er en grim middelalderreference, hvor man kunne risikere at dø, hvis man var anderledes end de fleste. Når bålet er tændt, så synger man ofte et par sange. Den mest kendte sankthanssang er ”midsommervisen” af Holger Drachmann. Du kan finde sangteksten på nettet eller på www.buymeacoff.ee/danskioererne. Nogle steder affyrer man fyrværkeri når det bliver mørkt, og der bliver som regel også holdt en tale omkring bålet.

Men hvem er Sankt Hans egentlig, tænker du måske? Sankt Hans er Johannes Døberen, fra det nye testamente. Navnet ”Hans” er en forkortelse for navnet ”Johannes”. Hans fødselsdag er den 24. juni, men det fejrer vi altså dagen før, ligesom vi i Danmark fejrer Jesus’ fødselsdag aftenen før, når vi fejrer juleaften.

De sidste par uger har det været meget varmt i Danmark, og det har ikke regnet i mange dage. Derfor er der utroligt tørt, og hvis det fortsætter på denne måde, så bliver der muligvis indført bålforbud. Det skete sidst i 2018, hvor der også var tørke i Danmark omkring midsommer. Hvis du har lyst til at opleve sankthansaften, kan du fx spørge dine danske naboer, hvor det bliver fejret i dit område. Du kan også søge efter sankthansaften og din by på Google. 

Det var alt for denne episode. Jeg håber du er blevet klogere på sankthansaften og de danske midsommertraditioner. Tak fordi du lyttede med!

1 Comment on “#54 Sankthans

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*