#5 Aarhus

Test
Test
#5 Aarhus
Loading
/

Download episoden her.

Hej, og velkommen til ”Dansk i ørerne”. Denne episode handler om Danmarks næststørste by, Aarhus. En lille ”disclaimer” er, at jeg selv bor i Aarhus og synes at det er verdens bedste by! Du kan finde teksten til denne episode på podcastens hjemmeside, www.danskioererne.dk.

Aarhus ligger i Østjylland og er Danmarks næststørste by. Den ligger i Region Midtjylland, og der bor omkring 350.000 indbyggere i Aarhus Kommune. Det er valgfrit om man staver Aarhus med Å eller dobbelt a, men siden 2011 har byen officielt heddet Aarhus med dobbelt a. Aarhus ligger ud til vandet ved Aarhus Bugt og har et meget stort industrielt havneområde. Man kan sejle med færge fra Aarhus til både Sjælland og Samsø. Aarhus er bl.a. populær, fordi den ligger i meget naturrige omgivelser, selvom det er en storby. Udover at byen ligger ud til havnen, så findes der flere grønne parker i centrum, og både Riis Skov og Marselisborg Skov ligger tæt på centrum.

Aarhus er den by i Danmark med den største andel af studerende i forhold til antal indbyggere. Der er nemlig 60.000 studerende i Aarhus. Der er mange forskellige uddannelsesmuligheder i Aarhus. Den største uddannelsesinstitution er Aarhus Universitet. Aarhus Universitet blev grundlagt i 1928, og hovedcampus ligger i den smukke universitetspark, meget tæt på Aarhus centrum. Der ligger andre afdelinger af Aarhus Universitet rundt omkring i byen, bl.a. på havnen og i den nordlige del af Aarhus. Hvert år i maj afholdes et af Europas største studiearrangementer, når hele 30.000 studerende mødes til det traditionsrige ”Kapsejladsen”. Her dyster hold fra forskellige uddannelser i et stafetløb, hvor man skal sejle henover den lille sø i Universitetsparken i en lille oppustelig kajak, drikke en øl og dreje 10 gange rundt om den tomme ølflaske.

Udover Aarhus Universitet findes også andre store uddannelsesinstitutioner i Aarhus: bl.a. VIA University College, hvor man kan læse mange forskellige professionsbacheloruddannelser, Erhversakademi Aarhus, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Aarhus Maskinmesterskole, Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Arkitektskole.

Aarhus er, ligesom de andre danske storbyer, en rigtig cykelby. Aarhusianernes foretrukne transportmiddel er cyklen. Og dette er til trods for, at Aarhus er en by med mange stejle bakker. Hvis man skal fra centrum og enten sydpå eller nordpå, så vil man helt sikkert blive noget forpustet inden man når toppen af bakkerne! I Aarhus kan man også rejse med letbanen. Letbanen er et sporvognssystem, der blev åbnet i slutningen af 2017. Der var rigtig mange udfordringer under byggeriet af letbanen, og især i de første to år efter letbanens åbning, var der mange driftsforstyrrelser og aflyste afgange. I dag er letbanen et mere pålideligt transportmiddel, som mange aarhusianere benytter dagligt.

Aarhus har et fodboldhold, der spiller i superligaen – den bedste danske fodboldliga. Fodboldholdet hedder AGF, men blandt fans omtales de ofte som ”de hvide”, fordi deres fodboldtrøje er hvid. AGF har hjemmebane i Ceres Park, der ligger centralt i Aarhus og har plads til godt 20.000 tilskuere. AGF har eksisteret siden år 1902, og der er mange traditioner omkring AGF’s fanmiljø. Til fodboldkampene spilles nogle bestemte sange, og ofte benyttes forkortelsen ”KSDH”, som står for ”Kom så de hvide!”. I 2019 vandt AGF deres første medalje i superligaen siden 1997, da de afsluttede fodboldsæsonen med en bronzemedalje. Det blev markeret med fest og sang i de aarhusianske gader!

Der afholdes flere musikfestivaler i Aarhus hvert år. De tre største er NorthSide Festival, SPOT Festival og Aarhus Festuge. NorthSide Festival er en 3-dages festival, der hvert år har mange store navne på plakaten. Desuden gør de et ekstra arbejde for at være bæredygtige. I 2022 serveres der derfor kun plantebaseret mad på festivalen, og der sælges ikke vand i plastikflasker. SPOT Festival er en musikfestival for nye bands og kunstnere, og har til formål at promovere ny dansk musik. Aarhus Festuge er ikke kun en musikfestival, men en kulturfestival – faktisk er det Nordeuropas største kulturfestival! Programmet for Aarhus Festuge inkluderer bl.a. musik, teater, film, mad, kunst og arkitektur.

Hvis man besøger Aarhus, vil man hurtigt bemærke AROS. AROS er et stort kunstmuseum, der ligger helt centralt i Aarhus, kun få hundrede meter fra banegården og rådhuset. På toppen af AROS er et meget karakteristisk kunstværk, der i daglig tale kaldes for ”regnbuen”. Det er en stor rund glasmontering på taget af AROS, hvor man kan gå rundt og se ud over byen. Glasset er farvet i forskellige farver, så man kan se Aarhus i alle regnbuens farver. AROS er et moderne museum, med mere end en halv million besøgende hvert år.

Udover AROS er der også mange andre spændende turistattraktioner i Aarhus. I Den Gamle By kan man opleve, hvordan det var at leve i Danmark fra 1500-tallet til 1970’erne. På Moesgaard Museum kan man opleve en masse spændende arkæologiske udstillinger. Derudover findes bl.a. KØN – Aarhus Gender Museum, Antikmuseet, Vikingemuseet og Naturhistorisk Museum.

Det var alt for denne episode. Jeg håber du blev klogere på Danmarks næststørste by, Aarhus, og måske har fået lyst til at besøge Aarhus i fremtiden. Du kan støtte podcasten på buymeacoffee. Du kan finde et link i podcastens beskrivelse. Tak fordi du lyttede med!

7 Comments on “#5 Aarhus

  1. I am learning danish and what have you done is amazing job, I just cannot describe it in any words! Thank you for your episodes and transcripts! Wow <3

  2. Tak Sofie for din podcast! Jer er enig i, at Aarhus er verdens bedsten by 🙂 Jeg har boet her i to år og jeg elsker Aarhus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*