#55 Kronprins Frederik

Test
Test
#55 Kronprins Frederik
Loading
/

Hej, og velkommen til ”dansk i ørerne”. I denne episode vil jeg fortælle om Danmarks tronfølger, Kronprins Frederik. Du kan finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside. På www.buymeacoff.ee/danskioererne kan du støtte podcasten og finde ordlister til episoderne.

Kronprinsens fulde navn er Frederik André Henrik Christian. Han er født den 26. maj 1968, og er altså 55 år gammel. Han er søn af Dronning Margrethe 2. og Prins Henrik. Hans far, Prins Henrik, døde i år 2018. Når vores nuværende dronning afgår ved døden, er det Kronprins Frederik, der skal være Danmarks konge. Da Frederik blev født i år 1968, var hans mor kronprinsesse, mens hans morfar var konge i Danmark og hans oldefar var konge i Sverige. Frederiks morfar døde i år 1972, hvorefter Frederik blev kronprins. Frederik har desuden en lillebror, Prins Joachim.

Prins Frederik gik først i folkeskole og efterfølgende på gymnasiet. Han har også gået på kostskole i Frankrig. Han blev student i år 1986. Samme år som han blev student, aftjente han værnepligt i Den Kongelige Livgarde. Herefter fortsatte han på Hærens Sergentskole i Sønderborg. Kronprins Frederik uddannede sig videre til premierløjtnant af reserven og var i en periode delingsfører hos Gardehusarregimentet. Herefter tog Kronprinsen en pause fra sin militære karriere, da han begyndte at læse statskundskab på Aarhus Universitet. I løbet af sine studier brugte Frederik bl.a. et år på Harvard University i USA, og arbejdede for en dansk FN-mission i New York. I 1995 afsluttede han studiet.

Herefter vendte Kronprins Frederik tilbage til militæret, da han begyndte i Frømandskorpset. Det var også her kronprinsen fik sit kælenavn, ”Pingo”. Under en øvelse i Frømandskorpset fik han vand ind i våddragten, så den pustede sig op, og han lignede og vraltede som en pingvin. Desuden blev han sommetider kaldt ”kejserpingvin”, da han jo skal være konge en dag. Kronprinsen har løbende uddannet sig i Forsvaret og har i dag titel af generalmajor i Hæren og Flyvevåbnet, samt kontreadmiral i Søværnet.

I år 2000 var kronprinsen til OL i Sydney. En aften var han på en bar i Sydney med sine venner, og her mødte han en australsk kvinde, som han faldt i snak med. Hun hed Mary, og de endte med at tale sammen hele natten. Det udviklede sig til et langdistanceforhold, indtil Mary i år 2002 flyttede til København. Året efter blev Frederik og Mary forlovet og den 14. maj år 2004 blev de så gift.

Frederik og Mary har fået fire børn: Prins Christian i år 2005, Prinsesse Isabella i år 2007 og tvillingerne Vincent og Josephine i år 2011. Til dagligt bor familien på Amalienborg i København.

Han har altid dyrket meget sport, og er stadig meget fysisk aktiv. Han har bl.a. løbet en del marathonløb – hans rekordtid er 3:06. Kronprins Frederik er glad for sejlsport, særligt dragesejlads. Han har både deltaget i DM, EM og VM i dragesejlads. I 2013 gennemførte han Ironman Copenhagen og blev dermed den første kongelige i verden til at gennemføre en ironman. Kronprins Frederik taler dansk, engelsk, fransk og tysk. Han er 183 cm. høj. Han kan spille på flere forskellige instrumenter, bl.a. klaver, guitar og mundharmonika. Kronprinsen har to tatoveringer: en haj på højre læg og et nordisk motiv på venstre skulder.

Det var alt for denne episode! I denne episode fortæller jeg både om Kongehuset og det danske militær. De to emner kan du blive klogere på i tidligere episoder. Episode #9 handler om det danske forsvar. Episode #38 handler om Dronning Margrethe. Tak fordi du lyttede med.

4 Comments on “#55 Kronprins Frederik

    • Hej Jan. Hvis du lytter til podcasten på Spotify kan du skrue op for tempoet til fx 1,2 eller 1,4. Jeg taler langsomt, for at sikre at alle kan være med. Tak fordi du lytter med! Mvh Sofie

    • Mange tak for dette rigtig gode emne.Kronprins Fredrik vil snart blive Kong på grund af Drøningens abdikation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*