#99 Royal Copenhagen
Hej, og velkommen til ”Dansk i ørerne”. I denne episode vil jeg fortælle om det kendte danske porcelæn, Royal Copenhagen. Du kan finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside. På www.buymeacoff.ee/danskiorerne kan du støtte podcasten, downloade episoden, finde ordlister, samt lytte til niveau 2-udgaven, hvor jeg taler i almindeligt tempo.
Royal Copenhagen er et af Danmarks mest kendte og elskede porcelænsmærker, og historien går langt tilbage. Fabrikken blev grundlagt i år 1775 af apotekeren Frantz Henrich Müller. Han fik lov af enkedronning Juliane Marie til at starte en porcelænsfabrik i København, og hun gav også fabrikken sin beskyttelse. Det var en stor hjælp, for porcelæn var meget dyrt at producere. Allerede på det første bestyrelsesmøde i 1775 besluttede man, at alle stykker porcelæn skulle dekoreres med tre blå bølger. De tre bølger symboliserer Danmarks tre farvande: Storebælt, Lillebælt og Øresund. Det blev fabrikkens vartegn, og man kan stadig se bølgerne på alt Royal Copenhagen-porcelæn i dag.
I begyndelsen fokuserede fabrikken på blåmalet underglasurporcelæn, og det første og mest berømte mønster hedder Musselmalet Riflet. Det er også kendt som mønster nummer 1, fordi det var det allerførste stel, fabrikkens malere arbejdede med. Malerne brugte den karakteristiske koboltblå farve, og alt blev malet i hånden. En af de mest imponerende serier er Flora Danica, som malerne begyndte at arbejde på i 1790. Stellet blev leveret til det danske hof i 1802. Flora Danica er stadig et af verdens mest eksklusive porcelænsstel, og hvert eneste stykke bliver stadig håndmalet i Danmark.
I de første mange år var det kun mænd, der malede porcelænet. Men i 1868 blev Eleonora Nielsen ansat som den første kvindelige blåmaler, og senere blev langt de fleste malere faktisk kvinder. Det var også i 1800-tallet, at fabrikken skiftede hænder flere gange. Efter nye, private ejere overtog fabrikken blev produktionen flyttet til nye, moderne bygninger på Frederiksberg. Her lå fabrikken i mange år, og området kaldes i dag stadig for “Porcelænsgrunden”, selvom der nu ligger blandt andet Copenhagen Business School.
En vigtig person i Royal Copenhagens historie er Arnold Krog, som blev kunstnerisk leder i 1884. Han skabte nye fortolkninger af blåmalet porcelæn og fik stor succes internationalt. På verdensudstillingen i Paris i 1889 vandt hans værker Grand Prix, og Royal Copenhagen blev anerkendt som noget helt særligt på verdensplan.
Gennem 1900-tallet skete der flere store ændringer. Royal Copenhagen blev ejer af sølvsmedjen Georg Jensen i 1972 og fusionerede med Holmegaard Glasværk i 1985. I 1987 fusionerede man også med Bing & Grøndahl, som blandt andet er kendt for de populære juleplatter. Bing & Grøndahl lavede den første danske juleplatte i 1895, og Royal Copenhagen begyndte selv at lave juleplatter i 1908. Hvert år bliver der lavet én ny juleplatte i et begrænset antal, og når året er omme, bliver formen destrueret, så designet aldrig kan bruges igen. Derfor er juleplatterne blevet samleobjekter i mere end 100 år.
I 2013 blev Royal Copenhagen købt af den finske virksomhed Fiskars, som også ejer andre nordiske designmærker. Selvom brandet stadig er meget dansk, bliver en stor del af produktionen i dag lavet i Thailand. Produktionen i Thailand er vokset fra 60 ansatte til over 300, og fabrikken laver flere millioner stykker porcelæn om året. Mange af de klassiske dele, som Flora Danica, bliver dog stadig lavet i Danmark. Og alt håndmalet arbejde foregår efter de samme regler som for 250 år siden. Malerne gennemgår flere års træning, før de må male de kendte mønstre. De øver sig i at lave de samme små, præcise penselstrøg, og alle produkter bliver kontrolleret nøje, før de får lov at forlade fabrikken. Hvert eneste stykke porcelæn er også signeret af den maler, der har dekoreret det.
Selvom produktionen i dag er global, er Royal Copenhagen stadig meget tilknyttet til Danmark. Hovedkontoret ligger stadig i København, og på Amagertorv 6 ligger den berømte flagskibsbutik, som flyttede ind i bygningen allerede i år 1911. Det er en af Københavns ældste bygninger, og her kan man også opleve malere arbejde live i butikken sommetider. Butikken er især kendt for sin store julebordsudstilling, som har været en tradition siden år 1963. Hvert år i november og december kommer tusindvis af besøgende for at se de kunstneriske juleborde, som forskellige designere, kunstnere og kendte danskere står bag. Det er ganske gratis at besøge julebordsudstillingen.
År 2025 er et særligt år for Royal Copenhagen. Det fejrer nemlig 250-års jubilæum i år! Gennem 250 år har Royal Copenhagen sat et stort aftryk på dansk design og kultur. Mange danskere har et stel derhjemme, og ofte går det i arv fra generation til generation. De tre blå bølger er blevet et symbol på dansk håndværk, kvalitet og tradition.
Det var alt for denne episode. Inden jeg siger tak fordi du lyttede med, så vil jeg lige minde om at jeg har udgivet en bog. Den handler om nordisk mytologi, og findes både som ebog og lydbog. Du kan finde mere information om bogen på min hjemmeside. Og så vil jeg slutte af som altid, med at sige tusind tak fordi du lyttede med!

Skriv et svar