#93 Det danske skattesystem

Test
Test
#93 Det danske skattesystem
Loading
/

Hej, og velkommen til ”Dansk i ørerne”. I denne episode vil jeg tale om et emne, som I lyttere har efterspurgt mange gange – nemlig det danske skattesystem. Jeg vil gerne starte denne episode med en ”disclaimer”. Jeg er ikke skatterådgiver. Denne episode gennemgår det danske skattesystem så godt som muligt, men du skal altid kontakte Skat direkte, hvis du har spørgsmål til din egen økonomi og skat. Det er en ret svær episode, så hvis du kun lige er begyndt at lytte til podcasten, så skal du måske vente lidt med at lytte til denne. Som altid kan du finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside. På www.buymeacoff.ee/danskioererne kan du støtte podcasten, finde ordlister, downloade episoden og lytte til niveau 2-udgaven, hvor jeg taler i almindeligt tempo.

I Danmark betaler man skat, hvis man bor eller arbejder her. Det gælder både for danske og udenlandske borgere. Man kan være fuldt skattepligtig eller begrænset skattepligtig. Hvis man er fuldt skattepligtig, skal man betale skat af hele sin indkomst – både det man tjener i Danmark og i udlandet. Hvis man er begrænset skattepligtig, betaler man kun skat af den indkomst, man tjener i Danmark.

Det danske skattesystem er progressivt. Det betyder, at jo mere man tjener, jo mere betaler man i skat. Den danske skat består af flere dele. Først betaler man et arbejdsmarkedsbidrag på 8 procent. Det bliver trukket fra lønnen, før de andre skatter beregnes. Derefter betaler man bundskat og eventuelt topskat til staten. Man betaler også kommuneskat, som går til den kommune, man bor i. Kommuneskatten er forskellig fra kommune til kommune. Hvis man er medlem af Folkekirken, betaler man også kirkeskat. Hvis man ejer en bolig, skal man betale ejendomsværdiskat og nogle gange også ejendomsskat.

Når man har indkomst i Danmark, bliver den delt op i A-indkomst og B-indkomst. A-indkomst er for eksempel løn, SU, pension eller dagpenge. Her er skatten allerede trukket fra, når man får pengene. Når man modtager sin lønseddel, kan man se hvor meget der er trukket fra til Skat, og hvor meget man selv beholder. B-indkomst er for eksempel penge, man tjener som selvstændig eller ved foredrag. Her skal man selv sørge for at betale skat. Med B-indkomst skal man ofte også selv indberette til Skat, hvor meget man har tjent.

Man betaler skat af sin skattepligtige indkomst. Det er summen af ens personlige indkomst og kapitalindkomst minus fradrag. Personlig indkomst er for eksempel løn, pension, SU og personalegoder som fri telefon eller firmabil. Kapitalindkomst kan være renteindtægter, for eksempel fra penge i banken, eller lejeindtægter, hvis man udlejer et værelse. Har man renteudgifter, kan det give negativ kapitalindkomst.

Der findes også ligningsmæssige fradrag. Det er udgifter, som man må trække fra i sin skattepligtige indkomst. Det kan for eksempel være fradrag for transport til og fra arbejde (et såkaldt befordringsfradrag), fagforeningskontingent og pensionsindbetalinger. Alle personer har også et personfradrag – det betyder, at en del af ens indkomst er skattefri.

Skattestyrelsen beregner hvert år, hvor meget man skal betale i skat. Det gør de på baggrund af oplysninger fra for eksempel ens arbejdsgiver og bank. Man får en årsopgørelse, hvor man kan se, om man har betalt for meget eller for lidt i skat. Hvis oplysningerne i årsopgørelsen ikke passer, kan man selv rette dem på TastSelv på Skats hjemmeside.

Man får også en forskudsopgørelse. Det er en slags budget, hvor man skriver, hvad man forventer at tjene i det kommende år. På den måde kan Skat beregne, hvor meget man skal betale hver måned. Det er vigtigt at opdatere forskudsopgørelsen, hvis ens situation ændrer sig. For eksempel hvis man får nyt job, begynder at studere eller får højere løn. Så undgår man at få en ekstra regning fra Skat senere – det, man kalder et skattesmæk. Hvert år omkring midten af marts offentliggør Skat årsopgørelsen. Det er altså her man får svar på, om man regnede rigtigt i sin forskudsopgørelse. Hvis man har regnet forkert, skal man enten betale penge tilbage eller modtage penge.

I Danmark er der en topskat, som man betaler hvis man har en meget høj indkomst. Det er en del af det danske princip om, at de, der tjener mest, skal bidrage mest til fællesskabet. I år 2025 skal man betale topskat, hvis man tjener over 611.000 kroner efter arbejdsmarkedsbidraget på 8%. Topskatten er en ekstra skat oven i bundskatten.

Både staten og kommunerne får penge fra skatten. Staten bruger pengene på blandt andet sygehuse, politi og uddannelse. Kommunerne bruger pengene på skoler, ældrepleje, daginstitutioner og andre lokale tilbud.

Skatten bliver trukket automatisk, hvis man er lønmodtager. Det kaldes kildeskat. Det betyder, at man ikke selv skal sende penge til Skat hver måned – det gør ens arbejdsgiver. Før år 1970 skulle man selv betale skatten året efter.

Skattesystemet har ændret sig gennem tiden. I dag spiller grønne afgifter og moms også en stor rolle i statens indtægter. Der har været flere skattereformer, som har ændret reglerne for fradrag, satser og opdelingen mellem arbejdsindkomst og kapitalindkomst.

Endelig er der kirkeskatten. Den betaler man kun, hvis man er medlem af Folkekirken. Den ligger typisk på omkring 0,7 procent og går til kirkens udgifter. Hvis man melder sig ud af Folkekirken, betaler man ikke denne skat.

Det danske skattesystem kan virke lidt kompliceret, men det er bygget op, så det er retfærdigt og sikrer, at alle er med til at betale til velfærdssamfundet. Samtidig giver systemet mulighed for fradrag, så man ikke betaler for meget. Derfor er det en god idé at forstå sin forskudsopgørelse og tjekke sin årsopgørelse hvert år.

Det var alt for denne episode. Jeg håber det har givet en bedre forståelse af det danske skattesystem, selvom det er et kompliceret emne. Husk at du kan kontakte skattestyrelsen, hvis du har brug for hjælp til din skat. Der findes også virksomheder, der tilbyder skatterådgivning mod betaling. Tusind tak fordi du lyttede med!

2 Comments on “#93 Det danske skattesystem

  1. Jeg forstår mannge ord tak , for at du læse meget langsomt og jeg kan lytte rigtig godt .jeg kan lærer meget dansk en Podcast
    Tusind tak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*