#91 Danskernes morgenmad

Test
Test
#91 Danskernes morgenmad
Loading
/

Hej, og velkommen til ”Dansk i ørerne”. I denne episode vil jeg fortælle om danskernes morgenmadsvaner. Du kan finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside. På www.buymeacoff.ee/danskioererne kan du støtte podcasten, finde ordlister, downloade episoderne og lytte til niveau 2-udgaven, hvor jeg taler i almindeligt tempo.

Danskernes morgenmad er ofte et simpelt og hurtigt måltid, som skal være nemt at forberede, men stadig mættende og velsmagende. Mange danskere starter dagen med en skål havregryn med mælk eller en skive brød med ost eller syltetøj. Havregryn har en lang historie i Danmark. Oprindeligt blev havre mest brugt som foder til heste, men i dag er det en vigtig del af danskernes morgenmad. Faktisk spiser danskere i gennemsnit 6 kg havregryn om året, og vi er det eneste land i verden, hvor havregryn typisk spises rå med mælk. En anden populær morgenmad er yoghurt, ofte med mysli, som består af havregryn blandet med nødder og tørret frugt.

Mange danskere spiser morgenmad alene i hverdagen, måske fordi de har travlt om morgenen. De fleste bruger under 15 minutter på at lave og spise morgenmad. Nogle springer morgenmaden helt over – især personer mellem 18 og 39 år. Men det er altså 85% af alle voksne danskere, der spiser morgenmad. Især de ældre danskere foretrækker brød med smør, ost eller syltetøj både i hverdagen og i weekenden. Rugbrød er en vigtig del af den danske madkultur, men det spises oftere til frokost end til morgenmad. Danskerne spiser sjældent grøntsager, bælgfrugter, kød og kødpålæg til morgenmad.

Til morgenmaden drikker seks ud af ti danskere en varm drik, typisk kaffe eller te. En tredjedel drikker vand, mens andre vælger juice eller mælk. I weekenden er der tid til at nyde en lidt langsommere morgenmad, og her vælger flere danskere at spise brød med smør, ost og marmelade. Nogle familier har en tradition for at hente friskbagt brød fra bageren i weekenden, ofte rundstykker. Et rundstykke er en hvedebolle med en sprød skorpe, og en af de mest kendte typer er håndværkeren, som er et rundstykke drysset med birkes.

I weekenden er det også populært at mødes med venner eller familie til brunch på en café. Her kan man få en større morgenmad med flere forskellige retter – for eksempel æg, pandekager, avocado, frugt, yoghurt og friskpresset juice. De seneste år er det blevet moderne at købe en surdejsbolle med smør og ost, som ofte kaldes en “BMO”. Det er forkortelsen for ”bolle med ost”. Hvis du vil mødes med en dansk ven om formiddagen, kan du for eksempel spørge: “Skal vi købe en kop kaffe og en BMO?”

Det var alt for denne episode. Tak fordi du lyttede med!

4 Comments on “#91 Danskernes morgenmad

  1. Hej og tusind tak for podcastene, alle er meget nyttige, er det muligt du laver en podcast om dansk skattesystem, fordi det er anderledes end mange andre lande og der er mange begreber jeg kan ikke finde ud af
    Tak på forhånd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*