#84 Vinterbadning

Hej, og velkommen til ”Dansk i ørerne”. Hvis du bor i nærheden af havet, så har du nok opdaget at mange danskere gerne bader i havet om vinteren. Det kaldes vinterbadning, og det vil jeg fortælle mere om i denne episode. Du kan finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside. På www.buymeacoff.ee/danskioererne kan du støtte podcasten, finde ordlister samt lytte til niveau 2-udgaven af episoden, hvor jeg taler i almindeligt tempo.
I Danmark har vinterbadning en lang historie og de sidste par år er det blevet endnu mere populært. Vinterbadning er defineret som badning i vand, der er maksimum 10-15 grader varmt. Med de danske havvandstemperaturer betyder det at vinterbadesæsonen godt kan starte allerede i september og vare helt til maj. Derfor er navnet ”vinterbadning” en lille smule misvisende.
Vinterbadning er ikke en ny opfindelse. Allerede i slutningen af 1800-tallet dukkede de første vinterbadeanstalter op i Danmark. I denne periode var der nemlig ekstra fokus på sundhed og friluftsliv. Disse vinterbadeklubber var dog målrettet de mest modige og robuste danskere, men i dag er vinterbadning blevet en aktivitet for alle. I 2013 var der 25.000 medlemmer i landets vinterbadeklubber, og i 2023 var det tal vokset til 75.000. Og de fleste vinterbadeklubber er helt fyldt, og har venteliste for nye medlemmer. I Charlottenlund Søbad er der fx 18 års ventetid for medlemskab. En del af vinterbadeklubberne har også en sauna i nærheden, hvor man kan få varmen efter den kolde svømmetur. Men mange danskere hopper gerne i vandet om vinteren uden en sauna i nærheden.
Under coronapandemien eksploderede interessen for vinterbadning endnu mere, da mange søgte efter nye måder at holde sig fysisk og mentalt sunde på. Når man hopper i det kolde vand, udsættes kroppen for et kuldechok, der aktiverer det sympatiske nervesystem – kroppens “fight-or-flight”-respons. Hormoner som adrenalin og noradrenalin frigives, hvilket skærper opmærksomheden og giver en følelse af energi. Samtidig frigiver kroppen endorfiner og dopamin, som bidrager til en følelse af lykke og mental balance.
Blodkarrene arbejder også på højtryk. Først trækker de sig sammen for at beskytte kroppens vitale organer, og derefter åbner de sig, når du kommer op af vandet, hvilket giver en følelse af varme. Regelmæssig vinterbadning har vist sig at have potentiale til at sænke blodtrykket, styrke immunforsvaret og forbedre søvnkvaliteten.
Hvis du overvejer at prøve vinterbadning, er det vigtigt at starte forsigtigt og tage forholdsregler for at gøre oplevelsen både sikker og behagelig. Nogle gode råd til at komme i gang er:
- Tag korte dyp i starten.
- Begynd allerede i sensommeren, så du løbende tilpasser din krop til de lavere temperaturer.
- Begynd med 5-10 sekunders ophold i vandet, og øg gradvist til 2-3 minutter.
- Få en bademakker. Du bør aldrig bade alene. En bademakker kan hjælpe, hvis noget går galt, og gør turen hyggeligere.
- Klargør dig mentalt. Hop ikke i vandet uden at være mentalt forberedt. Tag et par dybe indåndinger og gå langsomt, men beslutsomt i vandet.
- Tag et koldt brusebad som træning. Hvis du ikke bor i nærheden af hav eller sø, kan et koldt brusebad hjælpe dig med at vænne dig til kulden. Selvom effekten måske ikke er helt den samme som ved havbadning, er det en god start.
Selvom vinterbadning ikke kræver noget særligt udstyr, kan man overveje at medbringe følgende genstande, for at gøre oplevelsen mere behagelig:
- Hue for at mindske varmetab fra hovedet.
- Neoprenhandsker og badesko for at beskytte hænder og fødder.
- Badekåbe til at holde varmen, når du kommer op.
- Termokande med varm drik for ekstra hygge bagefter.
Vinterbadning kan være farligt, hvis det ikke gøres korrekt. Derfor anbefaler man, at man aldrig bader alene, og undgår vinterbadning hvis man har drukket alkohol eller er syg. Man skal aldrig springe på hovedet i vandet, og helst undgå at få hele hovedet under vand. Man bør ikke blive i vandet i mere end 2-3 minutter, da kroppen ellers kan blive for nedkølet. Nogle kyster i Danmark bliver sommetider forurenet af bakterier, som fx E. coli. På hjemmesiden www.badevand.dk kan du finde de kyststrækninger med størst risiko for forurenet vand og sikre dig om det er sikkert at hoppe i vandet det sted, du har planlagt at bade.
Man har forsket meget i vinterbadning, og selvom der er enighed om at det ikke er usundt at vinterbade, så er forskningen ikke helt sikker på hvor mange sundhedsfordele vinterbadning har. Men det tyder på at vinterbadning kan give øget velvære og mere mental balance.
Det var alt for denne episode. Tak fordi du lyttede med!
Tusind tak for denne episode om “Vinterbadning.” Jeg forstår at navnet er lille smule misvisende fordi det ikke altid sker om vinteren😄 Jeg glæder mig til at lytter til mere episoder.
Please do episodes on Greenland & Matador!
mørk mode, tak.