#72 Melodi Grand Prix
Hej, og velkommen til ”Dansk i ørerne”. I denne episode vil jeg fortælle om Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision. Du kan finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside. På www.buymeacoff.ee/danskioererne kan du støtte podcasten, finde ordlister til episoderne og lytte til niveau 2-udgaven, hvor jeg taler i almindeligt tempo.
Dansk Melodi Grand Prix, også kendt som Melodi Grand Prix, er en årlig sangkonkurrence, der arrangeres af Danmarks Radio. Konkurrencen blev første gang afholdt i år 1957 og fungerer som udvælgelse af Danmarks repræsentant til Eurovision Song Contest. Deltagerne optræder med originale sange, og vinderen får æren af at repræsentere Danmark ved Eurovision. Før i tiden var sangene på dansk, men i dag synger de fleste deltagere på engelsk.
Dansk Melodi Grand Prix har haft sine op- og nedture. I perioden fra 1967 til 1977 deltog Danmark ikke i Eurovision, og der blev heller ikke afholdt Melodi Grand Prix. I 1994, 1998 og 2003 blev konkurrencen heller ikke afholdt på grund af Danmarks dårlige placering i de foregående år. Indtil år 2008 blev sangene ikke offentliggjort før selve Grand Prixet blev afholdt.
I slutningen af 00’erne lavede man nogle ændringer i konkurrencen og man forsøgte at gøre konkurrencen større. Bl.a. indførte man semifinaler og øgede antallet af sange. Hvis man vinder det danske Melodi Grand Prix, så får man lov at konkurrere ved Eurovision Song Contest.
Eurovision Song Contest er en international musikkonkurrence, der afholdes hvert år af European Broadcasting Union. Eurovision har været arrangeret siden 1956 og har udviklet sig til en af verdens største musikbegivenheder. Her konkurrerer de europæiske lande om hvem der har den bedste sang. Eurovision består både af semifinaler og en finale. Danmark har nogle enkelte gange haft stor succes ved Eurovision og har vundet konkurrencen tre gange. I 1963 vandt Grethe og Jørgen Ingmann med sangen “Dansevise”, i 2000 vandt Brødrene Olsen med “Fly on the Wings of Love”, der på dansk hedder “Smuk som et stjerneskud”, og i 2013 vandt Emmelie de Forest med “Only Teardrops”. Disse sejre har været vigtige øjeblikke i dansk musikhistorie og har styrket interessen for Dansk Melodi Grand Prix i landet. Gennem tiden har Eurovision også været genstand for politiske diskussioner. I år er der fx mange demonstrationer omkring konkurrencen, fordi Israel også deltager.
I 2024 afholdes Eurovision Song Contest i Malmø, Sverige. Dette sker efter, at svenske Loreen vandt året før med sangen “Euphoria”. Danmark deltog i den anden semifinale, der foregik i torsdags. Danmarks repræsentant i Eurovision 2024 er SABA med sangen “Sand”. Desværre kom SABA ikke videre til finalen. Det er fjerde gang i streg at Danmark ikke kvalificerer sig til finalen, og det gør faktisk Danmark til et af de dårligste Eurovision-lande.
Interessen for Dansk Melodi Grand Prix er stor i Danmark. Mange danskere ser årligt både Melodi Grand Prix og Eurovision Song Contest. Nogle familier og vennegrupper har faste traditioner omkring Grand Prix med lege, aktiviteter eller bestemte snacks.
Det er som sagt Danmarks Radio, der afholder Melodi Grand Prix. Jeg fortæller mere om Danmarks Radio i episode 37. Det var alt for denne episode. Tak fordi du lyttede med!
Tak for dit arbejder.
Jeg er glad.
Mange tak! Det vat interessant og godt ordforråd!