#44 Danske nobelprismodtagere

Test
Test
#44 Danske nobelprismodtagere
Loading
/

Hej, og velkommen til ”Dansk i ørerne”. I år 2022 vandt en dansker Nobelprisen i kemi, og det er en god anledning til at snakke lidt om Nobelprisen. I denne episode vil jeg fortælle lidt om hvad Nobelprisen er, og hvilke danskere, der har modtaget denne meget prestigefyldte pris. Du kan finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside. På www.buymeacoff.ee/danskioererne kan du finde en ordliste til episoden og støtte podcasten.

Nobelprisen er en international pris, der uddeles en gang årligt i seks forskellige områder. De seks typer nobelpriser er i kemi, fysik, fysiologi eller medicin, litteratur, økonomi og Nobels fredspris. Man har uddelt Nobelprisen siden år 1901. Prisen er opkaldt efter Alfred Nobel, en rig svensk opfinder, der døde i år 1896. Han beskrev i sit testamente, at der skulle oprettes en pris, og at størstedelen af hans store formue skulle doneres til denne pris. Oprindeligt ønskede Albert Nobel kun at uddele fem priser, men i 1968 stiftede den svenske centralbank en nobelpris i økonomi. Selvom det ikke er Alfred Nobel selv, der har taget initiativ til denne pris, så er den lige så prestigefuld som de fem andre.

Der er 12 danskere, der har modtaget en nobelpris. Nobelpriserne er tildelt i kategorierne fysiologi og medicin, litteratur, kemi, fysik og fredsprisen. Der er altså ingen danskere, der har fået Nobelprisen i økonomi. Den første dansker, der blev tildelt en Nobelpris var Niels Ryberg Finsen. Han blev tildelt Nobelprisen i medicin og fysiologi, for hans forsøg med at behandle forskellige sygdomme med lys. Han var halvt dansk og halvt færøsk, så det var faktisk både Danmarks og Færøernes første nobelprismodtager.

Den eneste danske modtager af Nobels Fredspris er Fredrik Bajer, der modtog prisen i år 1908. Han var forfatter, lærer, politiker og havde rang af premierløjtnant i den danske hær. Han var især passioneret omkring ligestilling mellem mænd og kvinder. Han deltog i mange internationale fredskonferencer, og var bl.a. med til at etablere Det Internationale Fredskontor i Schweiz.

I år 1917 var der to danske forfattere, der vandt Nobelprisen i litteratur, nemlig Henrik Pontoppidan og Karl Gjellerup. Pontoppidans mest kendte værker hedder ”Det forjættede land”, ”Lykke-Per” og ”De Dødes Rige”. Hvor Pontoppidan stadig er en meget berømt forfatter i dag, så er Gjellerup næsten helt glemt, og de færreste danskere har læst hans litteratur.

I år 1920 modtog August Krogh Nobelprisen i fysiologi og medicin. Han modtog prisen på grund af sine studier om kapillærers fysiologi. August Krogh var et par år senere med til at stifte virksomheden Nordisk Insulinlaboratorium, som senere skiftede navn til Novo Nordisk. Den historie kan du høre i episode 12 af podcasten.

Blot to år senere, i år 1922, blev Niels Bohr tildelt Nobelprisen i fysik for en atommodel, han havde udviklet. Bohrs forskning gav meget vigtig viden om atomer og kvantefysik, som er grundlag for fysikken i dag. Grundstoffet ”Bohrium” er opkaldt efter ham.

I år 1926 blev Johannes Fibiger tildelt Nobelprisen i fysiologi og medicin. Han blev tildelt prisen, fordi han var den første, der påviste at cancer kan fremkaldes eksperimentelt. Desuden lavede han en masse vigtig forskning i sygdommene difteri og tuberkulose.

Henrik Dam vandt Nobelprisen i fysiologi og medicin i år 1943. Han modtog prisen fordi han opdagede vitamin K.

I 1944 vandt den danske forfatter, Johannes V. Jensen, Nobelprisen i litteratur. Han var en meget alsidig forfatter, der både har udgivet digte, romaner og kronikker.

I år 1975 gik Nobelprisen i fysik endnu engang til en dansker med efternavnet ”Bohr”. Her vandt Aage Bohr, søn af Niels Bohr, nemlig den prestigefyldte pris. Ligesom sin far, beskæftigede han sig meget med atomstruktur. Han arbejdede især med atomkernen.

I 1984 blev Niels K. Jerne tildelt Nobelprisen i fysiologi og medicin. Han blev tildelt prisen for sine teorier om produktionen af monoklonale antistoffer. Han forskede i det hele taget meget i immunsystemet.

I 1997 gik Nobelprisen i kemi til Jens Christian Schou, en professor fra Aarhus Universitet. Han blev tildelt prisen fordi han opdagede natriumpumpen, der styrer ionbalancen i levende celler. En utrolig vigtig opdagelse.

Og så er vi fremme ved Morten Meldal, der i 2022 blev tildelt prisen i kemi. Han arbejder til daglig som professor på Københavns Universitet. Han har skabt en særlig type såkaldt ”klikkemi”, hvor man nemt kan syntetisere nye kemiske molekyler. Det er faktisk en opdagelse, som Meldal gjorde for 21 år siden. Udover at være passioneret omkring sin forskning, så er han glad for havearbejde og for at spille musik. På hans kontor hænger der faktisk to guitarer, som han selv har lavet.

Det var alt for denne episode. Jeg håber du er blevet lidt klogere på de danske nobelprismodtagere. Tak fordi du lyttede med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*