#35 Da Danmark vandt EM i fodbold i 1992

Test
Test
#35 Da Danmark vandt EM i fodbold i 1992
Loading
/

Download episoden her.

Hej, og velkommen til ”Dansk i ørerne”. Om lidt afholdes der VM i herrefodbold, hvor det danske landshold har kvalificeret sig. Det største danske fodboldresultat var i år 1992, hvor Danmark blev europamestre. Det vil jeg fortælle om i denne episode.

I 1980’erne havde Danmarks herrelandshold haft stor succes ved mange forskellige turneringer. Holdets træner, Sepp Piontek var meget populær, både hos spillerne og hos den danske befolkning. I forbindelse med VM i Mexico i 1986 udkom støttesangen ”Re-Sepp-Ten”, som blev et stort hit. Og sangen bliver stadig spillet i dag i forbindelse med landsholdskampe. I slutningen af 80’erne stoppede succesen dog. Holdet tabte en del kampe og lykkedes ikke med at kvalificere sig til VM i 1990. I 1990 stoppede Sepp Piontek som landstræner, og Dansk Boldspil-Union forsøgte at ansætte en tysk træner til jobbet. Den aftalte gik i vasken, og i stedet blev danskeren Richard Møller Nielsen ansat som landstræner. Han var dog hverken spillernes eller Dansk Boldspil-Unions førsteprioritet.

Landsholdet kom heller ikke så godt fra start med Richard Møller Nielsen som landstræner. Holdet kvalificerede sig ikke til VM i 1990. Holdet kvalificerede sig faktisk heller ikke til EM i 1992, for de blev nr. 2 i deres pulje. Jugoslavien vandt puljen og kvalificerede sig dermed til slutrunden, der skulle finde sted i Sverige i juni måned 1992. Spillerne var skuffede og gik på sommerferie. Blot 12 dage inden slutrunden skulle begynde, blev det besluttet at udelukke Jugoslavien fra mesterskabet pga. krigen i området. Da Danmark var blevet nummer to i puljen, var det dem der blev inviteret til at udfylde Jugoslaviens plads i turneringen. Richard Møller Nielsen begyndte straks at ringe rundt og forsøge at samle sit hold. Spillerne var spredt rundt i landet, og flere var sågar rejst på ferie til udlandet. Ingen af dem var i særligt god form, og med kun 12 dages forberedelse var forventningerne til holdets præstation meget lav.

Holdet rejste afsted til Sverige og begyndte at træne målrettet mod slutrunden. 20 spillere blev udtaget. Nogle af de mest fremtrædende spillere på holdet var Peter Schmeichel, Kim Christofte, John ”Faxe” Jensen, Brian Laudrup, Kim Vilfort og Flemming Povlsen. Danmark blev placeret i gruppe 1, og deres første kamp var mod England, hvor de spillede uafgjort med 0-0. Den anden kamp var mod Sverige. Den tabte Danmark 0-1. Til gengæld vandt de ganske overraskende over Frankrig med en 2-1 sejr. Det var faktisk nok til at Danmark gik videre til semifinalen. I semifinalen spillede Danmark mod Holland, og da kampen efter forlænget spilletid var uafgjort med 2-2, måtte den afgøres ved straffesparkskonkurrence. Straffesparkskonkurrencen vandt Danmark 5-4, og dermed var de til alles store overraskelse kvalificeret til finalen.

Finalen skulle spilles den 26. juni i Göteborg i Sverige. Danmark skulle møde Tyskland. Det var godt vejr, og der var næsten 38.000 tilskuere til stede. Kampen blev fløjtet i gang, og i starten virkede det danske hold nervøse og tyskerne dominerede kampen og havde meget boldbesiddelse. Efter blot 19 minutter lykkedes det den danske spiller, John ”Faxe” Jensen at score et mål på lang afstand. Tyskerne spillede godt og lavede tre meget farlige skud på mål, som den danske målmand heldigvis fik blokeret. Da der var 12 minutter tilbage af kampen, scorede Danmark igen. Denne gang var målscoreren Kim Vilfort. Tyskerne kæmpede for at indhente Danmarks føring, men det lykkedes ikke. Da dommeren fløjtede kampen af, stod der 2-0 på måltavlen, og Danmark havde dermed vundet europamesterskabet. Spillerne og deres træner samledes på banen i vild eufori – de havde gjort det umulige.

Da det danske landshold rejste hjem til Danmark, blev de mødt af en folkefest, som man nærmest aldrig havde set før. Mere end 100.000 danskere mødte op på Rådhuspladsen i København den 27. juni. Her blev holdet modtaget med fest og jubel. Af en trist årsag havde Danmark fået lov at spille med på et afbud, og med held, tilfældigheder og hårdt arbejde var vi endt som Europamestre.

I 2015 udkom en dansk film om det danske landshold og deres sejr i 1992. Filmen hedder ”Sommeren ’92” og skildrer rigtig fint begivenhederne før, under og efter Europamesterskabet i 1992. Man kan se filmen på Netflix eller Filmstriben.

Det var alt for denne episode. Jeg håber du er blevet klogere på Danmarks største fodboldtriumf. Du kan støtte podcasten på www.buymeacoff.ee/danskioererne. Tak fordi du lyttede med!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*