#26 LEGO

Test
Test
#26 LEGO
/

Download episoden her.

Hej, og velkommen tilbage til ”Dansk i ørerne” efter en lille sommerpause. I denne episode vil jeg fortælle om den store danske virksomhed, LEGO. Du kan finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside.

LEGO er Danmarks 15. største virksomhed. Dermed er de faktisk ikke blandt Danmarks allerstørste virksomheder, men er et af Danmarks kendetegn og noget af et dansk iværksættereventyr. LEGOS historie begynder helt tilbage i år 1916, da tømrer og snedker, Ole Kirk Kristiansen, overtog en lille snedkerforretning i Billund. Ole Kirk Kristiansen begyndte at lave miniaturemodeller af sine produkter, som kunderne kunne se når de skulle overveje deres bestillinger. Med inspiration i disse små træmodeller, begyndte Ole Kirk i 1932 at sælge trælegetøj. To år senere opfandt han navnet ”LEGO”. LEGO er en sammentrækning af de to ord ”leg godt”. LEGO betyder faktisk ”jeg sammensætter” på latin, men det er et tilfælde. Det var nemlig først 15 år senere, at Ole Kirk begyndte at producere plastikklodser, der kunne sammensættes i forskellige kombinationer.

I løbet af 1940’erne voksede virksomheden, og der blev ansat 40 nye medarbejdere i løbet af dette årti. I år 1946 købte LEGO en maskine, der kunne støbe plastik. I år 1949 lancerede LEGO deres allerførste legoklodser i plastik. Plastikklodserne blev hurtigt meget populære, og i løbet af få år, stoppede virksomheden med at producere trælegetøj. I stedet investerede de i udviklingen af konceptet med plastikklodser. I løbet af 1950’erne begyndte LEGO at sælge deres produkter i udlandet også. I udlandet blev LEGO meget populært, og virksomheden oplevede en stor vækst. I slutningen af 1900-tallet havde LEGO mere end 9000 ansatte og solgte deres produkter i over 130 lande. LEGO havde også stor betydning for lokalsamfundet omkring Billund. De byggede et stort flot hovedkontor, og i 1968 åbnede LEGOLAND. De byggede en landingsbane tæt på hovedkontoret og købte et fly, der fløj mellem Billund og København. Det blev starten på Billund Lufthavn, der i dag er Danmarks næststørste lufthavn.

LEGO er en familieejet virksomhed, og da Ole Kirk trak sig tilbage fra direktørposten, overtog hans søn efter ham. I 1979 overtog Ole Kirks barnebarn, Kjeld Kirk Kristiansen, direktørposten. I dag er det ikke længere en fra Kirk-familien, der er direktør i virksomheden, men Kirk-familien ejer stadig størstedelen af LEGO-koncernen. LEGO har omkring 20.000 ansatte i dag.

I år kan LEGO fejre 90-års jubilæum. I dag består LEGO-brandet af utallige forskellige produkter og koncepter: bl.a. legoklodser til børn i alle aldre, LEGOLAND forlystelsesparker flere steder i verden, computerspil og meget mere. Desuden har LEGO investeret meget i at udvikle en mere bæredygtig type legoklods.

Det var alt for denne episode. Jeg håber du er blevet klogere på virksomheden LEGO. Du kan støtte podcasten på www.buymeacoff.ee/danskioererne. Tak fordi du lyttede med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*