#10 Håndbold

Test
Test
#10 Håndbold
/

Download episoden her.

Hej, og velkommen til ”Dansk i ørerne”. I denne episode vil jeg fortælle om en af de mest populære sportsgrene i Danmark, nemlig håndbold. Du kan finde teksten til episoden på podcastens hjemmeside, www.danskioererne.dk.

Håndbold er en holdsport. Et håndboldhold består af 7 spillere, hvoraf én af spillerne er målmand. De seks andre spillere kaldes for ”markspillere”. Til en håndboldkamp spiller to hold mod hinanden, og det handler om at score mål i modstanderens mål. Som navnet indikerer, er håndbold en sport, hvor man kun rører ved bolden med hænderne. De seks markspillere skal både kunne angribe og forsvare. De seks markspillere har forskellige roller på banen. Disse roller kaldes for stregspiller, backspiller, fløjspiller og playmaker.

I Danmark er håndbold den 5. mest populære sportsgren, kun overgået af fitness, fodbold, svømning og badminton. Der er omkring 105.000 medlemmer i Dansk Håndbold Forbund. Danmark har desuden to landshold: et for kvinder og et for mænd. Kvindernes landshold kaldes ofte for ”håndbolddamerne”, mens mændenes landshold ofte kaldes for ”håndboldherrerne”.

En håndboldbane er 20 meter bred og 40 meter lang. Banen er omgivet af ”bander”, altså en form for hegn. Håndboldmålet er 3 meter langt og 2 meter højt. De to håndboldmål er de eneste rekvisitter på banen, sammen med selve håndbolden, naturligvis. Håndboldspillere benytter gerne harpiks, som bruges til at gøre håndbolden mere klistret, så den er nemmere at holde fast i.

Håndbold blev opfundet i Danmark af Holger Nielsen i 1898. Holger Nielsen var lærer på en skole, og hans ide med håndbold var, at det skulle være et spil med hænderne, som kunne spilles på en mindre plads, fx i en skolegård. I år 1906 udgav han det officielle regelsæt for håndbold. Nogenlunde samtidig med at Holger Nielsen opfandt håndbold, var der et helt andet sted i landet en anden skolelærer, Rasmus Nicolaj Ernst, der også begyndte at spille et lignende spil med eleverne på hans skole. I 1907 besluttede de to håndbold-opfindere derfor at mødes til en håndboldkamp. Under denne kamp blev det tydeligt, at de to skolelærere ikke var helt enige om reglerne for håndbold. Holger Nielsens hold vandt 21-0.

Tyskland opdagede den nye sport fra Danmark og blev hurtigt glade for at spille håndboldkampe og turneringer. Det første verdensmesterskab for herrer blev afholdt i Berlin i 1938. Håndbold for mænd kom på programmet til OL for første gang i 1972. I 1976 blev håndbold for kvinder tilføjet til OL-programmet.

Herrelandsholdet deltager ved både EM, VM og OL. Herrelandsholdet havde sine første gode resultater i 1960’erne og 1970’erne, hvor de bl.a. vandt sølv til VM i 1967, men i 1980’erne og 1990’erne gik det ikke særlig godt for holdet. De vandt ingen medaljer, og hele to gange i 1990’erne lykkedes de ikke engang med at kvalificere sig til VM. De sidste 15 år har herrelandsholdet haft stor succes igen. I 2016 vandt de guld til OL og både i 2019 og 2021 vandt herrelandsholdet guld til verdensmesterskaberne! Holdets træner hedder Nikolaj Jacobsen. Nogle af de mest kendte spillere på holdet lige nu er Niklas Landin, Mikkel Hansen og Mathias Gidsel.

Damelandsholdet har siden 1990’erne været blandt de absolut bedste i verden. Siden 1990’erne har de vundet 3 guldmedaljer til OL, en guldmedalje til VM og tre guldmedaljer til EM, samt flere sølv- og bronzemedaljer. I 1997 var damelandsholdet de første i verden, der var regerende mestre samtidigt ved både OL, VM og EM. Holdets landstræner hedder Jesper Jensen. I 1990’erne fik damelandsholdet tilnavnet ”de jernhårde ladies”, fordi de vandt utroligt mange titler og var sponsoreret af fagforbundet Dansk Metal.

Danmark har altså en meget stærk elitehåndbold, men håndbold er også en meget populær sport på hobbyplan. Både mænd, kvinder og børn kan spille håndbold på hobbyplan, og der findes mange små, lokale håndboldklubber, hvor man fx træner 1-2 gange i ugen og sommetider spiller håndboldkampe mod andre hold fra lokalområdet i weekenderne. Der er faktisk lige mange mænd og kvinder, der spiller håndbold i Danmark. Det er dog bemærkelsesværdigt, at håndbold er meget mere populært i Jylland, end i resten af Danmark. I Jylland spiller 1 ud af 40 håndbold, mens det i resten af Danmark kun er 1 ud af 54, der spiller håndbold.

Det var alt for denne episode. Jeg håber du er blevet klogere på den populære sport, håndbold. Tak fordi du lyttede med!

5 Comments on “#10 Håndbold

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*